Ritas Jul Kapitel 1
1. december
Midt på morgenbordet står der tre pakker med røde bånd om.
– Hvad er nu det? mukker faren. Han kommer ind i stuen med håret strittende ud til alle sider.
– Det er første december, siger moren ude fra køkkenet.
– Åh nej! jamrer faren, – og de skal allerede ha’ gaver. Hvad skal de så ha’ juleaften?
Han river sig i skægget og ser sur ud. Men så kommer Rita og hendes brødre væltende ind i stuen.
– Juhu! Det er den første december! råber Rita. Begejstret hopper hun rundt om bordet.
– Hu hu, råber lillebror og hopper efter.
– Hm, siger Ritas storebror Knut og ser skævt på pakkerne. – Er der nogen grund til at råbe sådan op?Langsomt fører han en kam gennem håret, så der kommer en flot bølge foran. Og med et
laver kammen en elegant spids omme i nakken.
Moren kommer ind fra køkkenet med kaffen.
– Skal I ikke pakke op? spø’r hun og tænder to store stearinlys, der står på bordet.
– Jo, hujer Rita og kaster sig over sin pakke. – Se, råber hun og hiver sig i sine sorte fletninger. – En viskelæderhelikopter!!!
– Se, siger lillebror. – Trompet.
– Jeg går lige ud og smider nogle brød på risteren, siger Knut. Og det gør han …
– Ska’ de ha’ sådan en pakke hver morgen? stønner faren.
– Ja, siger moren, – det er deres julekalender.
– Hvad med dig, Knut? Skal du ikke åbne din pakke? råber faren surt til Knut. – Det er sikkert en knallert som samlesæt. I dag får du ringeklokken, i morgen sadlen og så videre, til du har en hel knallert. Juleaften får du så en dunk benzin.
– Han må slet ikke køre på knallert, siger Rita. – Han er ikke gammel nok.
– Nej, vrisser faren, – men det var da en smadder go’ idé. Ikke?Knut kommer ind i stuen fra køkkenet. Overlegent reder han sit hår igen. Så pakker han ud, som om det slet ikke ragede ham, det med den gavekalender. Et eller andet falder ud af papiret og hopper hen ad bordet. Med et
lander det i smørret.
– Hvad var det? siger Knut fortørnet.
– Det var en punk-ørenring, siger moren og fisker noget underligt skrig-grønt op af smørret.
– Erk! vrænger Knut, – den er helt forkert.
– Så er det godt!!! råber faren og slår i bordet. – Du skal ikke sige ERK til din mors gaver!!!
– Du brokker dig da også! siger Knut fornærmet. Og så bli’r faren sur …
råber han og hiver sig i skægget.
– Ja, ja, siger moren, – det går jo nok. Sæt dig nu og få din kaffe.
– Hm, siger faren og sætter sig.
Længe er der ingen, der siger noget. Undtagen lillebror, der ligger inde under bordet og trutter …
– Da jeg var barn, siger faren lidt efter, stadig surt, – da jeg var barn, elskede jeg julen.
– Er det rigtigt? siger Rita forbavset. – Hvorfor gør du ikke det mere?
– Det er nok på grund af mit arbejde, sukker faren. – Men der VAR nu en særlig stemning i december. Det var mørkt og hyggeligt, og hele huset lugtede dejligt. Man var hele tiden ved at dø af spænding. Jeg lavede en julekalender til min lillebror. Eller min storebror lavede en kalender til os allesammen. Vi hørte radio og vi klippede julepynt, lavede kravlenisser, bagte julekager og hyggede os sammen om aftenen. Dagen før jul pyntede vi træet, mens vi drak gløgg. Vi havde en masse gammelt julepynt. Nogle gamle glastrompeter, der kunne trutte og nogle gamle glasklokker, der kunne ringe. Vi havde også en gammel bog med julehistorier, som farfar læste op af. Til juletræet lavede vi hvert år noget nyt pynt. Bare det ikke var noget med nisser. Farmor var bange for dem… øh… sært egentlig…Nå, juledag gik vi i kirke, mens farmor lavede maden …
Jeg faldt altid i søvn. Men selv i kirken var der en særlig stemning. Der stod et juletræ med elektriske pærer. Og når vi så kom hjem, duftede hele huset af den mest vidunderlige mad …
Øh? Hvad er det for en underlig lugt? Faren standser pludselig sine drømmerier og snuser forbløffet.
– Og hvad er det for en underlig, sort røg? råber Rita og peger ud mod køkkenet …
– Erk! råber Knut, – det er mit ristede brød!!!
Med et
springer han ud i køkkenet. Rita og faren og moren vælter efter …
– Der ER slukket, siger moren, men ingen hører det. De bli’r bare ved med at råbe og kaste rundt med alting. Så råber hun: – Jeg sagde, at brødet ikke brænder mere!!!
Ingenting sker. Alle råber op. Så ta’r moren en kande ymer og …
smider den i gulvet. Der bli’r endelig stille.
trutter lillebror nede under bordet.
– Nu er der ikke engang ymer til morgenmad, siger Rita, og det har hun ret i.
